Uddannelse


I Afghanistan er folkeskolen svært underbudgetteret, hvilket gør at basale ting, vi tager forgivet i danske skoler, helt mangler. Det kan eksempelvis være klasselokaler, skolemøbler, tavler, og kuglepenne. Det er demotiverende for eleverne og gør, at udbyttet af undervisningen er suboptimalt. 


Uddannelsesfremme er en af vores mærkesager i DAHF. Vi ønsker at forbedre forholdene, så børn ikke skal sidde på jorden, når de er i skole. Desuden ønsker vi at piger så vel som drenge skal lære at bruge computere, så de kan følge med den teknologiske udvikling. 


Billedet til højre viser, hvordan undervisning kan foregå på en folkeskole i Herat-provinsen. Ofte er der ikke lokaler nok til alle klasser, og eleverne sidder derfor udenfor på jorden året rundt, også i regnvejr. 

Computere


Som led i vores ambition om at forbedre folkeskolen i Afghanistan, arbejder vi sammen med foreningen "Computergruppen". De gennemtjekker, reparerer og opdaterer gamle, brugte stationære computere, som kan få nyt liv på en skole i Afghanistan.


I takt med at vores verden er i rivende teknologisk udvikling, er det ikke alle lande, der kan følge med. For langt de fleste af eleverne, er det første gang de selv får lov til at klikke rundt med en computermus. De får lov til at stifte bekendskab med almindelige programmer og har adgang til internettet. 


Vores folkeskoleprojekter


Skolemøbler: 

For at motivere elever til at komme i skole og sørge for, at alle elever kan følge med i undervisningen. 


Computere:

Så eleverne kan følge med i den teknologiske udvikling. 


Kommende projekter


Vi forsøger lige nu at finde donationer af blokke, blyanter og kulgepenne som kan sendes med næste container. 

Det er en mangelvare i Afghanistan og mange familier har ikke råd til at købe disse helt basale skoleartikler til deres børn.

Det er svært at forestille sig, hvordan man kan lære at skrive uden pen og papir. 



Vil du hjælpe?


Kender du nogen, der kender nogen, der ligger inde med en palle af fejltrykte blokke, der skal kasseres? Eller har dit barns folkeskole lige fået nye stole og borde, så de gamle møbler er havnet i et depotrum i kælderen? 

Så send og en mail. Vi tager i mod alle tips med kyshånd!